Formålet med denne artikel at give dig en introduktion til institutionelle investorer. Artiklen vil bl.a. se nærmere på forskellige typer af institutionelle investorer.
Institutionelle investorer
En institutionel investor er en virksomhed eller organisation, der samler og investerer en stor sum penge. Pengene kommer hovedsaligt fra andre mennesker end virksomhedens/organisationens ejer(e). Nogle institutionelle investorer fokuserer på at få mindre bidrag fra en lang række kunder, mens andre institutionelle investorer fokuserer på at få store bidrag fra en lille gruppe mennesker.
Institutionelle investorer sidder på en betydelig del af aktiverne i markedet og udgør over 70% af den samlede handelsvolume. Du kan få et indblik i, hvilke aktier de institutionelle investorer fra USA ejer ved at kigge i virksomhedernes form 13F, der bliver offenliggjort i EDGAR-databasen hvert kvartal. Du kan dog kun se virksomhedernes aktiebeholdninger. Obligationer, derivater, ejendomme m.m. er ikke inkluderet i disse rapporter, men de kan stadig hjælpe med at give dig et indblik i de institutionelle investorers porteføljer.
At være en institutionel investor har en række fordele. Først og fremmest giver den store pengemængde rig mulighed for at diversificere mellem aktiver og aktivklasser. Derudover kan den store pengemængde sikre fordelagtige aftaler med børsmæglere og banker. Den store pengemængde gør også, at der er penge til at foretage store mængder research og købe adgang til dyre analyseværktøjer som fx Bloomberg Terminals.
Forskellige typer af institutionelle investorer
Her er en liste over nogle af de forskellige typer af virksomheder og organisationer, der hører under institutionelle investorer.
- Normale investeringsforeninger som Danske Invest og Nordea Invest
- Pensionsselskaber som PFA Pension og Pension Danmark
- Forsikringsselskaber som AIG og Topdanmark
- Kapitalfonde som Axcel og Altor Equity Partners
- Hedgefonde som Greenlight Capital og Pershing Square Capital
- Universitetsfonde som Harvard Management Company og Yale Investments Office
- Familiefonde som Jackson FamilieInvest og Laird Norton Wealth Management
- Statsejede investeringsfonde som Norges oliefond og de mellemøstlige landes oliefonde
- Privatpersoner med store formuer bliver til tider også regnet for institutionelle investorer
Ovenstående liste dækker de mest sete typer af institutionelle investorer. Der findes enkelte andre typer af specielle og nicheorinterede institutionelle investorer, der ikke er inkluderet på ovenstående liste.