Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til børsprospekter. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvor du finder børsprospekter.
Børsprospekt
Et børsprospekt er et dokument, der bl.a. frigives i forbindelse med børsnoteringen af en virksomhed. Børsprospektet indeholder en lang række informationer, der er nødvendige for at investorer kan træffe et oplyst valg omkring køb af virksomhedens aktier. Blandt disse informationer hører informationer såsom regnskabstal, selskabsopbygning og risikofaktorer.
Børsprospekter anvendes hovedsageligt til analyse af virksomheder, når børsprospektet er forholdsvis nyt fx hvis du overvejer at investere i en nynoteret virksomhed. Du kan dog med fordel anvende et ældre børsprospekt til at danne dig et overblik over en virksomhed. Du skal dog være opmærksom på, at dele af børsprospektet kan være forældet. Et ældre børsprospekt bør derfor suppleres med nyere rapporter fx årsrapporter.
Hvor finder jeg børsprospekter?
Børsprospekter findes ofte på virksomhedens hjemmeside under “investor relations”. Herfra skal du klikke ind på virksomhedens dokumenter. Hvis børsprospektet ikke er at finde på virksomhedens egen hjemmeside, kan du anvende Google til at søge efter det. Et søgeudtryk såsom “NNIT børsprospekt” for danske virksomheder eller “Starbucks prospectus” for internationale virksomheder, bør resulterere i, at du får virksomhedens børsprospekt på første side af Googles søgeresultater.