Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til børser. Artiklen vil bl.a. se nærmere på nogle af de største og mest velkendte børser.
Børser
En børs er en organiseret markedsplads, hvor der handles forskellige produkter fx aktier og derivater. De forskellige børser fokuserer hovedsageligt på en enkelt produkttype. Nogle børser er fx aktiebørser og beskæftiger sig udelukkende med aktiehandel, mens andre børser er derivatbørser og beskæftiger sig udelukkende med derivathandel. Du har generelt en langt større sikkerhed, når du handler på børser fremfor OTC markeder grundet gennemsigtighed og regulering.
Største og mest velkendte børser
New York Stock Exchange (NYSE) er verdens største aktiebørs målt på størrelsen af de noterede virksomheder. New York Stock Exchange er en af de mest velkendte og prestigefyldte børser i verden.
NASDAQ Stock Market (ofte bare kaldet NASDAQ) er verdens andenstørste aktiebørs målt på størrelsen af de noterede virksomheder. Den er ejet af The NASDAQ OMX Group, som bl.a. også ejer den danske børs. NASDAQ Stock Market har traditionelt haft en stor andel af teknologivirksomhederne.
London Stock Exchange er verdens tredjestørste aktiebørs målt på størrelsen af de noterede virksomheder. Det er samtidig den største europæiske børs.
Chicago Mercantile Exchange (CME) er verdens største derivatbørs og der handles derivater på en lang række produkter fx råvarer, valutaer og renter.