Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til aktietilbagekøb. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvornår aktietilbagekøb giver mening.
Aktietilbagekøb
Aktietilbagekøb er en metode virksomheder kan bruge til returnere penge til aktionærerne. Det benyttes ofte som et aktionærvenligt tiltag, når virksomheden har en stor indtjening, som den ikke kan investere på en meningsfuld måde, eller når virksomhedens aktier er klart undervaluerede. Et aktietilbagekøb foregår ved, at virksomheden køber sine egne aktier tilbage. Typisk foregår det på børsen eller gennem en storinvestor, der ønsker at afhænde sine aktier. Disse aktier annulleres enten eller holdes internt i virksomheden som såkaldte “treasury shares”.
Når mængden af udestående aktier nedbringes betyder det, at de resterende aktier modtager en større del af indtjeningen. Dine aktier vil altså alt andet lige blive mere værd efter, at virksomheden har tilbagekøbt egne aktier. Aktietilbagekøb ses ofte anvendt sammen med udbytter. Der er en skattemæssig fordel ved at anvende aktietilbagekøb, da du først bliver beskattet, når du sælger dine aktier og realiserer dine gevinster. Dette står i kontrast til udbytter, der beskattes når de bliver udbetalt.
Hvornår giver aktietilbagekøb mening?
For at aktietilbagekøb giver mening for dig som investor, kræver det, at virksomhedens aktier er undervaluerede eller handles til en fair værdi. Ellers bruger virksomheden jo penge på at investere i overvaluerede aktier, hvilket aldrig er en god investeringsstrategi. Hverken for virksomheder eller dig selv. Hvis virksomheden er overvalueret og ønsker at returnere kapital til investorerne, vil det bedste for dig (uden at tage hensyn til skatteaspektet) være at få et udbytte. Dette udbytte kan du så bruge på at investere i undervaluerede virksomheder.
Ofte har virksomhedernes ledere et langt dybere indsigt i, hvorvidt virksomhedens aktier er under- eller overvaluerede. Som privat investor er det derfor sikrest at antage, at virksomhederne har styr på, hvad de laver og vælger den mest optimale løsning for investorerne.