Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til traderen Paul Tudor Jones. Artiklen vil komme ind på nogle af de ting, som Paul Tudor Jones er kendt for.
Paul Tudor Jones
Paul Tudor Jones er en amerikansk trader og hedgefondmanager. Han er skaberen og direktør i hedgefonden Tudor Investment Corporation.
Hans tradingstrategi er primært en global makroorienteret strategi. Han er kendt for at bevæge sig på tværs af alle aktivklasser og gøre brug af teknisk analyse.
Hvad er Paul Tudor Jones kendt for?
Paul Tudor Jones er kendt for sit fremragende afkast og for at forudsige “Black Monday”-krakket i 1987.
Jones har leveret et langsigtet annualiseret afkast på omkring 19% i hans hovedfond. Et afkast der er imponerende og langt over det brede markeds afkast i perioden.
En af de ting, der for alvor har gjort Jones til et kendt navn i investeringsverdenen er hans forudsigelse af “Black Monday”-krakket kort tid før det skete. I en mytisk investeringsdokumentar sendt kort før krakket ses det, hvordan en ung Jones forudsiger krakket og fortæller om sin investeringsstrategi.
En ting er, at han forudså krakket, hvilket i sig selv er imponerende, men det der virkelig har gjort dokumentaren kendt er, at den ikke er til at opdrive. Selvom den blev sendt i tv, findes der meget få kopier af dokumentaren i dag. Kopier sælges online for adskillige hundrede dollars. Dokumentaren kan sammenlignes med valueinvestoren Seth Klarmans mytiske bog Margin of Safety, der aldrig er blevet genoptrykt og sælges for flere tusinde dollars i god stand.