Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til en virksomheds aktiver. Artiklen vil bl.a. komme ind på aktivernes anvendelse i investeringsanalyse.
Aktiver
En virksomheds aktiver (på engelsk “assets”) udgør alle virksomhedens materielle og immaterielle ejendele. De vil typisk opdeles i omsætningsaktiver og anlægsaktiver. Omsætningsaktiver dækker over kortfristede aktiver som kontanter, varebeholdninger og værdipapirer. Anlægsaktiver dækker over langfristede aktiver såsom fabrikker, ejendomme og langsigtede investeringer i andre virksomheder. Aktiverne udgør den ene side af balanceligningen, hvor passiverne udgør den anden side.
Anvendelse i investeringsanalyse
Aktiverne kan indgå på flere forskellige måder i investeringsanalyser. Det kan være interessant at kigge på sammensætningen af aktiverne for at forstå, hvilke værdier virksomheden ejer, og hvordan finansieringen fra passiverne er benyttet. Sammensætning kan sammen med passiverne give dig et indtryk af virksomhedens likviditet og kapitalstruktur bl.a. gennem nøgletal som current ratio og debt/equity. Aktiverne bruges også til at vurdere virksomhedens profitabilitet gennem return on assets (ROA) nøgletallet.