Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til algoritmisk handel og HFT. Artiklen komme ind på nogle af de strategier, der ofte benyttes til denne form for trading.
Algoritmisk handel og HFT
Algoritmisk handel er en form for automatiseret computerhandel, der foregår på baggrund af forudprogrammerede algoritmer. Tidshorisonten og de anvendte metoder kan variere meget og vil afhænge af traderens strategi.
High frequency trading (HFT) er en underkategori af algoritmisk handel, som foregår på en meget kort tidshorisont med en stor mængde handler per sekund.
Klassisk algoritmisk handel
Gennem klassisk algoritmisk handel kan et utal af forskellige strategier implementeres. Algoritmer kan fx udvikles til at foretage kortsigtede swing trades eller til at lede efter og følge trends på tværs af mange forskellige aktivklasser.
Tidligere var det kun sofistikerede tradere, der havde adgang til at anvende algoritmisk handel. Sådan er det dog ikke mere. Såfremt den private trader har forstand på programmering, kan vedkommende selv programmere sine algoritmer og slippe dem løs på markederne. Alt det kræver er en børsmægler, der tilbyder adgang til deres platform gennem selvudviklede programmer. Et eksempel på en sådan børsmægler er Interactive Brokers.
High frequency trading
High frequency trading bygger på strategier, hvor de udnytter deres hastighed til at tjene en ganske lille sum på hver handel. Det kan fx være ved at front-runne store ordrer, udnytte minimale arbitrage muligheder eller ved at fungere som en form for market makers, der tilbyder likviditet til markedet.
High frequency trading gør brug af massiv computerkraft og meget sofistikerede algoritmer, hvilket gør at denne form for trading kun er mulig for store institutionelle tradere. Bare den nødvendige infrastruktur løber op i mange millioner dollars, og denne form for trading er altså helt udenfor den almene traders muligheder.