Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til earnings yield. Artiklen vil komme ind på, hvordan det udregnes og kan anvendes i praksis.
Earnings yield
Earnings yield, der kan oversættes til indtjeningsafkast, er et mål for dit afkast ved at holde en aktie. Det beregnes ved at tage den reciprokke af aktiens P/E-værdi. Dette vil sige, at du beregner det ved 1 delt med P/E, hvilket svarer til E/P. Har aktien en P/E på 10, bliver indtjeningsafkastet da 1/10 = 10%. Afkastet udtrykkes i procent.
Anvendelse i praksis
Earnings yield har en egenskab, der gør det til et godt supplement til anvendelsen af P/E. Når du får udtrykt dit indtjeningsafkast i procent, kan du sammenligne afkastet med andre aktiver fx obligationer. I tilfælde af en P/E på 50 ville du få et earnings yield på 2%. Du ville nu kunne sammenligne dette afkast med afkastet på en obligation fx en statsobligation og vurdere om afkastet er attraktivt nok. Husk at indtænke fremtidig vækst i indtjeningen i din sammenligning.