Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til glidende gennemsnit. Artiklen vil komme ind på, hvad de kan afsløre om en akties fremtidige kursudvikling.
Glidende gennemsnit
Glidende gennemsnit (på engelsk “moving average”) er et af de mest velkendte værktøjer fra teknisk analyse og anvendes i vid udstrækning indenfor denne analysegren. De anvendes ofte i kombination med andre tekniske indikatorer.
I al sin simpelhed er de bare en gennemsnitskurs af de foregående x-dage. Således vil et 10 dages glidende gennemsnit være gennemsnittetskursen for de sidste ti handelsdaages osv. De anvendes ofte flere ad gangen med flere forskellige perioder, og perioderne ligger typisk fra 10 dage og op til 200 dage.
Mønstre baseret på glidende gennemsnit
Fortalere for teknisk analyse siger, at glidende gennemsnit kan være med til at spotte trendvendninger. Til observation af trendvendinger bruges særligt to mønstre kaldet Golden cross og Death cross.
Et Golden cross forekommer når et glidende gennemsnit med kort tidsperiode bevæger sig op igennem et glidende gennemsnit med længere tidsperiode. Det er ydermere krævet at begge disse er opadgående set ift. dagen før. Et Golden cross er et signal, der kan vise at aktien er på vej til at stige.
Et Death cross forekommer når et glidende gennemsnit med kort tidsperiode bevæger sig ned igennem et glidende gennemsnit med længere tidsperiode. Det er ydermere krævet at begge disse er nedadgående set ift. dagen før. Et Death cross er et signal, der kan vise at aktien er på vej til at falde.
Glidende gennemsnit kan indlægges på aktiekurser flere steder online fx på Yahoo Finance og i alle analyseprogrammer rettet mod teknisk analyse.