Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til industrispecifikke nøgletal. Artiklen vil give nogle eksempler på nøgletal, der kun bruges i bestemte industrier.
Industrispecifikke nøgletal
Foruden de klassiske nøgletal såsom ROIC og P/E findes en lang række industrispecifikke nøgletal. Disse nøgletal beregnes kun for virksomheder, der befinder sig i en specifik industri (eller sektor) og knytter sig tæt til industriens egenskaber. Nogle af nøgletallene minder om de klassiske nøgletal såsom specielle profitmarginer, der relaterer sig særligt til industriens produkter. Andre af dem er helt deres egne og giver indsigt i forhold, der kun findes i den givne industri.
Eksempler på industrispecifikke nøgletal
Herunder ses en række eksempler på nøgletal, der kun bruges i bestemte industrier.
- Omsætning/ansatte bruges primært i servicesektoren. Nøgletallet viser, hvor stor en omsætning hver medarbejder genererer.
- EBIT/GW er et mål for profitabilitet, der anvendes i fiskeriindustrien. GW står for “gutted weight” og marginen viser altså, hvor stor driftsindtjeningen er per kg renset fisk.
- Omsætning/kvadratmeter anvendes typisk i retailindustrien. Nøgletallet viser, hvor effektivt butikkernes plads udnyttes.
- Same Store Sales er som sådan ikke et nøgletal, men en vækstberegning, der ofte bruges i retailsektoren. Beregningen viser væksten i hver enkelt butik. Vækstraten er således “renset” for vækst opstået ved åbning af nye butikker.
Denne liste er dog langt fra dækkende. Når du selv foretager analyser, bør du søge på Google for at finde de særlige nøgletal, der bliver brugt i din virksomheds industri.