Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til investering i bitcoins. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvordan de handles.
Bitcoins
Bitcoins er den mest kendte form for kryptovaluta. Kryptovaluta er en relativ ny form for valuta og har en bagvedliggende opbygning, der er væsentligt forskellig fra klassiske valutaer såsom den danske krone. En af de essentielle forskelle er, at kryptovalutaers udbud ikke bygger på centralbanker, men forøges af folk, der “graver”/”miner” dem med deres computere. Der vil typisk også være en øvre grænse for antallet, der kan komme i cirkulation. Selve teknikken bag bitcoins kan du læse mere om i denne artikel.
Bitcoins har oplevet store udsving i sin levetid og dette har givet anledning til stor opmærksomhed fra spekulanter og investorer, der leder efter yderligere diversificering til deres portefølje.
Handel med bitcoins
At komme igang med at handle bitcoins er relativt let, men kan kræve en smule teknisk snilde afhængigt af den valgte handelsmetode.
En metode er at tilmelde dig en bitcoinbørs, hvor du kan handle med andre personer og opbevare dine bitcoins. Dette er en nem måde at handle på, men du bør være opmærksom på, at sikkerheden på disse børser varierer meget. En kendt bitcoinbørs kaldet Mt. Gox blev hacket i 2014 og alle brugere mistede deres penge.
En anden metode er at handle bitcoins i private transsaktioner eller på børser og holde dem i en virtuel “bitcoinpung”. Det kræver en vis teknisk forståelse at oprette og holde sin pung sikker. Har du den tekniske forståelse, kan dette være en god måde at handle bitcoins på.
Der er også ved at blive udviklet ETF’er og andre produkter, der tillader dig at få eksponering mod udviklingen i bitcoinprisen, men uden at eje dem selv. Denne metode kræver mindst teknisk forståelse, men vil ofte involvere forskellige omkostninger fx forvaltningsomkostninger. Et eksempel på denne metode er ETF’en COIN.
Husk altid at være opmærksom på sikkerheden omkring dine bitcoins. Der er mange tilfælde, hvor folk har fået stjålet betydelige beløb af hackere. Du kan læse mere om, hvordan du holder dem sikkert her.