Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til investering i råvarer. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvilke råvarer du kan investere i og om det er en god idé at begive sig ud i råvareinvesteringer.
Investering i råvarer
Ligesom du kan investere i aktier og obligationer, kan du også investere i råvarer. Kategorien “råvarer” er bred, og den indeholder alt lige fra metaller såsom kobber og guld til spiselige genstande såsom hvede og appelsinjuicekoncentrat.
Mange forskellige typer af råvarer handles på børser verden over. Råvarer, der handles på børser, handles ofte i meget store volumener per handel og har været udenfor den private investor rækkevidde. De senere år er ETF’er (Exchange Traded Funds) og ETN’er (Exchange Traded Notes) dog i stor stil vundet frem, og dette åbner op for helt nye muligheder for private investorer, der vil profitere på udsving i råvarepriserne.
Hvordan investerer jeg i råvarer?
Du har flere muligheder, hvis du gerne vil investere i råvarer. Hvis du ønsker at købe råvarer, der ikke fordærves og ikke fylder meget fx ædelmetaller som guld eller sølv, kan du købe det fysiske objekt og opbevare det i et pengeskab. Ønsker du i stedet at investere i råvarer, der har en fast holdbarhed og/eller fylder meget at opbevare, såsom hvede eller kobber, vil det bedste valg for private investorer være ETF’er eller ETN’er.
Du kan også få indirekte eksponering mod råvarer ved at investere i virksomheder, hvis indtjening er stærkt afhængig af en given råvare. Hvis du for eksempel ønsker eksponering mod kobber, kunne du investere i en råstofvirksomhed, der tjener hovedparten af deres penge på udvinding af kobber.
Hvilke råvarer kan jeg investere i?
Du kan investere i så godt som alle råvarer, der handles på børserne uden at eje råvarerne fysisk. Dette kommer som følge af, at der findes ETF’er og ETN’er, der følger prisen på næsten alle råvarer. Dette er en stor fordel, da det i mange tilfælde er umuligt at opbevare råvarer såsom store mængder hvede eller kobber. Ved at benytte ETF’er eller ETN’er slipper du også for omkostninger ved opbevaring.
Bør jeg investere i råvarer?
Råvarepriser er meget volatile, og derved også meget risikofyldte. At investere i råvarer opfattes derfor af mange som ren spekulation. Du bør af den grund tænke dig godt om, før du begiver dig ud i råvareinvesteringer.
Hvis du ikke vil bruge tid på at sætte dig ind i råvareverdenen, anbefaler jeg, at du holder dig helt væk fra råvarer. Ønsker du i stedet at bruge tid på at sætte dig ind i råvareverdenen, anbefaler jeg, at du kun dedikerer en lille portion af din portefølje (max 5%) til råvareinvestering grundet risikoen forbundet med denne type investering.
Hvis du ønsker at investere i råvarer, kan det anbefales at starte med at læse bogen Commodities Investing.