Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til investeringer i Kina. Artiklen vil komme ind på, hvilke muligheder og udfordringer, der er ved investeringer i Kina samt hvordan du investerer i Kina.
Investeringer i Kina
Kina ligger i Asien og er et af de såkaldte BRIC-lande (Brazil, Russia, India and China). BRIC-landene er nogle af de største lande i verden, og de har alle potentiale til at blive store og vigtige spillere i verdensøkonomien i løbet af de kommende generationer. BRIC-akronymet blev skabt af økonomen Jim O’Neill i 2001.
Kinas økonomi har været i stærk vækst i løbet af de seneste årtier, og tilbyder interessante muligheder for investorer, der leder efter høj vækst og/eller yderligere spredning af sine investeringer.
Muligheder og risici ved investeringer i Kina
Kina er langt fra lige så udviklet som de vestlige lande, men flere faktorer bl.a. den høje vækst og hurtigt voksende middelklasse, giver spændende muligheder for risikovillige investorer. Investeringsmuligheder i Kina inkluderer bl.a. sektorer såsom detailsektoren, der vil profitere fra den hurtigt voksende middelklasse. For at læse mere om investering i Kina (og de andre BRIC-lande) kan bogen Investing in Bric Countries anbefales.
Der er en lang række risici ved at investere i Kina. Risikoen for at naturkatastrofer rammer landet er bl.a. langt større end i lande som Danmark. For at få et fyldestgørende billede af de risici, som du løber, når du investerer i Kina, henvises til prospektet for ETF’en iShares China Large-Cap ETF. Prospektet kan findes her
Hvordan investerer jeg i Kina?
At investere i Kina er langt fra så nemt og ligetil som at investere i Danmark. Kinesisk lovgivning gør det meget svært for især private investorer at investere direkte i landet. Hvis du gerne vil investere i kinesiske virksomheder, har du derfor to valg. Enten er du nødt til finde virksomheder, der er dobbeltnoterede på en udenlandsk børs, ellers må du anvende investeringsforeninger. Der er dog flere af de store kinesiske virksomheder (herunder fx e-handelsvirksomheden Alibaba), der er dobbeltnoterede og derudover findes der mange investeringerforeninger – både aktivt og passivt forvaltede – der beskæftiger sig med Kina. Du har derfor stadig gode muligheder for at investere i Kina, selvom du ikke har direkte adgang til handel på deres børs.