Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til kvantitative investeringsstrategier. Artiklen vil bl.a. komme ind på forskellige typer kvantitative investeringsstrategier, der bliver benyttet i praksis.
Kvantitative investeringsstrategier
Kvantitative investeringsstrategier er strategier baseret på kvantitative modeller. De har vundet indpas i investeringsverdenen i takt med at computere er blevet mere avancerede og kan håndtere store mængder tal og tunge matematiske modeller. Kvantitative investeringsstrategier adskiller sig ofte meget fra konventionelle investeringsstrategier. Hvor en klassisk investors arbejde ofte er grundet i årsrapporter og industrikendskab, baserer kvantitative investeringsstragier sig i større grad på avanceret matematik og computervidenskab. Flere succesfulde hedgefonde (heriblandt Renaissance Technologies) benytter sig af denne form for investeringsstrategier i stedet for en konventiel investeringsstrategi.
Eksempler på kvantitative investeringsstrategier
Joel Greenblatts “Magic Formula”-investeringsstrategi er en simpel form for kvantitativ investeringsstrategi, der prøver at identificere gode virksomheder, der er attraktivt prissat. “Magic Formula”-konceptet har vist, at selv en simpel form for kvantitativ investeringsstrategi kan levere rigtig fine resultater.
Bogen Ben Graham Was a Quant forsøger at komprimere valueinvestering ned i en matematisk model, der kan anvendes som en kvantitativ investeringsstrategi. Forfatterens resultater er meget lovende, og det kan anbefales at læse bogen, hvis man er interesseret i koblingen mellem et klassisk emne som valueinvestering og kvantitative investeringer samt har adgang til fundamentale data.
Mange kvantitative investeringsstrategier er dog væsentligt mere komplicerede end de to ovenstående. Der findes fx kvantitative investeringsstrategier, der investerer på baggrund af Twitter-nyheder, spreads mellem bestemte typer af aktiver og komplicerede statistike modeller. Denne type af sofistikerede kvantitative investeringsstrategier er langt udenfor den private investors rækkevidde og benyttes stort set kun af kvantitativt orienterede hedgefonde.