Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til faldende knive. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvornår det er okay at gribe ud efter en faldende kniv.
Faldende knive
Faldende knive er et navn, der gives til aktier, der er gået i frit fald. Faldet skyldes ofte voldsom industri- eller virksomhedsspecifik modvind kombineret med en god portion frygt. Modvinden kan fx består af et forfærdeligt regnskab, en miljøskandale eller faldende råvarepriser. Mange private investorer forsøger sig med at gribe ud efter disse faldende knive, og det ender ofte med at blodrøde tal i porteføljen.
Hvornår er det okay at gribe ud efter faldende knive?
Hvornår er det så okay at gribe en faldende kniv? Det mest åbenlyse svar er: “Når kniven ligger på gulvet”. I investeringsøjemed kan det dog være svært at vurdere om aktien er faldet nok, eller om der vil komme yderligere fald før “gulvet” nås. Som hovedregel bør man altid være yderst varsom, når man håndterer aktier, der er i frit fald. De kan nemlig gøre stor skade på din portefølje, hvis du får håndteret situationen forkert.
Hvis du ønsker at begive dig ud i at gribe faldende knive på en fornuftig måde, kan det anbefales at holde sig til de faldende knive, hvor der ligger en grundlæggende solid virksomhed bagved. På denne måde minimerer du risikoen for, at du får fat i en virksomhed, der vil gå konkurs.
Det er det essentielt, at du har en solid forståelse for aktieanalyse og finansmarkederne og samtidig har en benhård psyke, før du begiver dig ud i denne form for investering. Forståelsen for aktieanalyse og finansmarkederne skal du bruge til at fastslå en fair kurs for aktien i et worst case scenario. Hvis aktien kommer ned på dette niveau, kan du forsigtigt købe ind. Den benhårde psyke er nødvendig, da aktien kan risikere at falde yderligere fra dit købstidspunkt. Du skal derfor være klar til at holde fast selvom, det kan blive en hård tur.