Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til en virksomheds passiver. Artiklen vil bl.a. komme ind på passivernes anvendelse i investeringsanalyse.
Passiver
En virksomheds passiver (på engelsk “total liabilities and shareholders’ equity”) består af virksomhedens gæld/forpligtelser (både rente- og ikke-rentebærende) og egenkapital. Passiverne viser, hvordan virksomhedens aktiver er finansieret. Passiverne udgør den ene side af balanceligningen, hvor aktiverne udgør den anden side.
Anvendelse i investeringsanalyse
Passiverne kan indgå på flere forskellige måder i investeringsanalyser. Det kan være interessant at se på, hvordan passiverne er sammensat, da det viser dig, hvordan virksomheden har finansieret aktiverne. Det er fx ret vigtigt at forstå om virksomhedens aktiver udelukkende er finansieret gennem egenkapital eller om virksomheden gør brug af store mængder rentebærende gæld. Passiverne kan sammen med aktiverne give dig et indtryk af virksomhedens likviditet og kapitalstruktur bl.a. gennem nøgletal som current ratio og debt/equity.