Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til pensionsopsparing. Artiklen vil bl.a. komme ind på særlige regler for pensionsopsparinger.
Pensionsopsparing
Pensionsopsparing er noget stortset alle danskere kommer i kontakt med på et tidspunkt i deres liv. En pensionsopsparing er en opsparing du og/eller din arbejdsgiver indbetaler til løbende igennem dit arbejdsliv, så du har noget udover folkepensionen, når du en dag går på pension.
I starten af 2015 findes der tre typer pensionsopsparing. Der findes en kapitalpension, ratepension og aldersopsparing. Hver af disse pensionsopsparinger har deres egne særlige karakteristika.
Særlige regler for pensionsopsparinger
Der er en række særlige regler, der gør sig gældende, når det handler om pensionsopsparinger.
Først og fremmest er beskatningen af en pensionsopsparing væsentlig anderledes end beskatningen af investeringer for frie midler. For afkast genereret af frie midler, betaler du i 2015 27% af de første 49.900kr, hvis du er ugift og 99.800kr for det samlede ægtepar, hvis du er gift. Herefter betaler du 42% af afkastet. Ved investering i frie midler, betaler du skatten i året efter, at du realiseret dit afkast.
I pensionsopsparinger har man en såkaldt PAL-skat på 15%, som bliver trukket af dit afkast en gang årligt, hvad enten du har realiseret dit afkast eller ej. Dette kaldes for lagerbeskatning. Som det ses er PAL-skat væsentligt lavere end den almene aktiebeskatning. Lagerbeskatning giver dig dog mindre mulighed for at planlægge din skat i en pensionsopsparing.
Foruden de skattemæssige forskelle, er der restriktioner på, hvornår du kan begynde at trække pengene ud af din pensionsopsparing uden at blive brandbeskattet.
Der er en lang række yderligere regler, når det handler om pensionsopsparing. Det kan anbefales at tage kontakt til en rådgiver, hvis du ikke har helt styr på din pensionsopsparing samt de gældende regler, da det er en vigtig del af din privatøkonomi.