Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til, hvordan porteføljer opbygges. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvilken porteføljeopbygning, der passer bedst til dig.
Porteføljeopbygning
At få en korrekt porteføljeopbygning fra start er af stor betydning, når du beslutter dig for at investere dine penge. Med porteføljeopbygning menes din porteføljes forhold mellem aktier, obligationer, kontanter, alternative investeringer m.m.
Din porteføljes sammensætning betyder meget for, hvor stort afkast du kan opnå og hvor stor risiko, du løber. En overvægt af aktier vil betyde, at din portefølje er mere risikofyldt, men også har større afkastpotentiale. En overvægt af kontanter og statsobligationer betyder, at din portefølje er mindre risikofyldt, men den vil også have mindre afkastpotentiale.
Hvilken porteføljeopbygning passer bedst til mig?
Hvordan din portefølje skal opbygges afhænger af flere faktorer. Din risikoprofil, tidshorisont og alder spiller alle en vigtig rolle i valget af porteføljeopbygning. I A Random Walk Down Wall Street anbefales følgende opdelinger på baggrund af alder (falder du imellem to af grupperne anbefales et split imellem de to porteføljeopbygninger):
- For personer i midten af tyverne anbefales følgende opbygning: 70% aktier, 15% obligationer, 10% ejendomsinvesteringer og 5% kontanter.
- For personer i slut 30’erne til start 40’erne anbefales følgende opbygning: 65% aktier, 20% obligationer, 10% ejendomsinvesteringer og 5% kontanter.
- For personer i 50’erne anbefales følgende opbygning: 55% aktier, 27,5% obligationer, 12,5% ejendomsinvesteringer og 5% kontanter.
- For personer i pensionsalderen (65+) anbefales følgende opbygning: 40% aktier, 35% obligationer, 15% ejendomsinvesteringer og 10% kontanter.
Disse opdelinger er kun vejledende og bør justeres efter dit personlige behov. Hvis du fx har en lav risikotolerance eller tidshorisont på trods af en ung alder, kan det anbefales at holde en større del i obligationer og (eventuelt) kontanter.
Eftersom den korrekte porteføljeopbygning er en meget vigtig del af et godt investeringsresultat, kan rådgivning anbefales, hvis du er det mindste i tvivl om, hvordan du skal opbygge din portefølje.