Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til small cap virksomheder. Artiklen vil komme ind på forhold, som du skal være opmærksom på, før du investerer i små virksomheder.
Small cap virksomheder
Small cap virksomheder er en betegnelse for kategorien af små virksomheder. Hvor grænsen går for, hvornår en virksomhed tilhører small cap segmentet er forskelligt fra børs til børs og fra land til land. På den danske børs går grænsen mellem small cap- og mid cap segmentet officielt ved 150 mio. euro. I udlandet ligger grænsen dog typisk noget højere.
Small cap virksomheder er interessante at se nærmere på, da de historisk set som gruppe har leveret et afkast væsentligt over large cap virksomhederne. Det er også en god jagtmark for investorer, da der typisk er mange interessante, men oversete virksomheder i dette segment.
Forhold som du skal være opmærksom på
Det er et velkendt faktum at små virksomheder har slået store virksomheder over en lang periode. Det du skal være opmærksom på er, at der har været en væsentligt større grad af volatilitet undervejs. Du kan altså komme ud for perioder, hvor små virksomheder taber væsentligt mere af deres værdi end de store virksomheder.
Hvis du investerer i enkeltaktier med fokus på de små virksomheder, skal du være opmærksom på, at det potentielle afkastspektrum typisk er noget bredere end for de store virksomheder. Små virksomheder går langt oftere konkurs end de helt store virksomheder. De har dog også et langt større vækstpotentiale. Det kan derfor være en god idé at sprede sin investering og ikke lægge alle sine penge i en enkelt small cap virksomhed.