Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til aktietilbagekøb. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvornår aktietilbagekøb giver mening.
Aktietilbagekøb
Aktietilbagekøb er en metode virksomheder kan bruge til returnere penge til aktionærerne. Det benyttes ofte som et aktionærvenligt tiltag, når virksomheden har en stor indtjening, som den ikke kan investere på en meningsfuld måde, eller når virksomhedens aktier er klart undervaluerede. Et aktietilbagekøb foregår ved, at virksomheden køber sine egne aktier tilbage. Typisk foregår det på børsen eller gennem en storinvestor, der ønsker at afhænde sine aktier. Disse aktier annulleres enten eller holdes internt i virksomheden som såkaldte “treasury shares”.
Når mængden af udestående aktier nedbringes betyder det, at de resterende aktier modtager en større del af indtjeningen. Dine aktier vil altså alt andet lige blive mere værd efter, at virksomheden har tilbagekøbt egne aktier. Aktietilbagekøb ses ofte anvendt sammen med udbytter. Der er en skattemæssig fordel ved at anvende aktietilbagekøb, da du først bliver beskattet, når du sælger dine aktier og realiserer dine gevinster. Dette står i kontrast til udbytter, der beskattes når de bliver udbetalt.