Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til virksomhedsledelse. Artiklen vil bl.a. komme ind på tegn, der afslører om virksomhedsledelsen er god.
Virksomhedsledelse
Virksomhedens øverste daglige ledelse udgøres af en række nøglepersoner, kaldet direktører, der står for den daglige drift af virksomheden. Direktørgruppen (kaldet direktionen) består typisk af en lille samling personer med hver deres særlige kompetencer og hvert deres særlige ansvarsområde. At direktionen er dygtig er vigtigt, hvis virksomheden skal have succes. Det ses kun sjældent, at virksomheder bliver succesfulde, hvis de har en håndfuld dårlige direktører.
Nogle af de typiske direktørpositioner er den administrerende direktør (på engelsk CEO for Chief Executive Officer), driftsdirektør (på engelsk COO for Chief Operation Officer) og økonomidirektør (på engelsk CFO for Chief Financial Officer). Herudover kommer en række direktørstillinger, der er specifikt for virksomhedens branche. Fx har en investeringsvirksomhed ofte en investeringsdirektør (på engelsk CIO for Chief Investment Officer) og en medicinalvirksomhed har ofte en forskningsdirektør (på engelsk CSO for Chief Scientific Officer).