Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til investeringer i Kina. Artiklen vil komme ind på, hvilke muligheder og udfordringer, der er ved investeringer i Kina samt hvordan du investerer i Kina.
Investeringer i Kina
Kina ligger i Asien og er et af de såkaldte BRIC-lande (Brazil, Russia, India and China). BRIC-landene er nogle af de største lande i verden, og de har alle potentiale til at blive store og vigtige spillere i verdensøkonomien i løbet af de kommende generationer. BRIC-akronymet blev skabt af økonomen Jim O’Neill i 2001.
Kinas økonomi har været i stærk vækst i løbet af de seneste årtier, og tilbyder interessante muligheder for investorer, der leder efter høj vækst og/eller yderligere spredning af sine investeringer.