Formålet med denne artikel er at introducere dig til Sharpe ratio, der er et mål for dit risikojusterede afkast. Artiklen vil også beskrive fordelene ved at bruge Sharpe ratio.
Sharpe ratio
Sharpe ratio er et mål for risikojusteret afkast. Det blev udviklet af Nobelprisvinderen William F. Sharpe, og det er defineret som afkastet på dine investeringer udover den risikofri rente, divideret med volatiliteten (risikoen) på dine investeringer. Din Sharpe ratio siger altså noget om, hvor stort afkast du har fået set i forhold til, hvor stor risiko, du har løbet.
Som hovedregel tilstræber man en høj Sharpe ratio. Man prøver altså at få et højt afkast sammenlignet med, hvor stor risiko, man har løbet. At sige helt præcist, hvor høj Sharpe ratio man skal have for at være en “dygtig investor” er svært at sætte tal på. En Sharpe ratio på 0,5-1 eller over er dog ofte defineret som et ganske solidt resultat. Hvis du kan holde en Sharpe ratio på dette niveau over en længere periode, så er der god sandsynlighed for, at du er på rette vej med dine investeringer. Dygtige forvaltere ses til tider levere Sharpe ratioer på over 2.