Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til udbytteaktier. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvad udbytteaktier er og hvordan du finder dem.
Udbytteaktier – en jævn strøm af penge
Udbytteaktier er en kategori af aktier, der betaler løbende udbytte. For at kunne være klassificeret som en en “rigtig” udbytteaktie stilles der ofte et krav til, at virksomheden har vist potentiale til at opretholde sit udbytte igennem lang tid og under forskellige økonomiske klimaer. Virksomheder starter ofte med at betale udbytte, når de har været profitable igennem en længere periode. De vælger at udbetale noget af deres indtjening som udbytte enten, fordi de ikke kan bruge dem til yderligere vækst eller fordi de gerne vil gøre noget “aktionærvenligt”.
Udbytteaktier er interessante at se nærmere på, da de kan bidrage som en ekstra, passiv indkomst i din personlige økonomi.
Hvordan finder jeg udbytteaktier?
Den nemmeste metode til at finde udbytteaktier på er at finde en liste over aktier samt fundamentale data om aktierne. Der findes mange flere forskellige steder, hvor dette kan gøres. Hvis du har en konto hos NordNet, kan du under “Aktiekurser” sortere nordiske aktier efter deres udbytte. Dette er en nem metode til at finde udbytteaktier på. Du bør efterfølgende undersøge virksomheden nærmere og sikre dig at udbyttet er stabilt og eventuelt også stigende.
Er du mere interesseret i udenlandske udbytteaktier, kan du anvende FinViz. Her kan du søge efter aktier, der udbetaler udbytte. Som med de nordiske aktier, bør du efterfølgende undersøge virksomheden nærmere og sikre dig at udbyttet er stabilt og eventuelt også stigende.
Er udbytteaktier noget for mig?
Om udbytteaktier er noget for dig afhænger af, hvem du er, og hvilke mål du har med dine investeringer. Hvis du ønsker at få et løbende supplement til din løn, kan udbytteaktier være værd at se nærmere på. Før udbyttet virkelig kan mærkes i den daglige økonomi kræver det dog, at du har en betydelig sum investeret i udbytteaktier.
Leder du i stedet efter store kursstigninger og bekymrer dig mindre om løbende udbytte, bør du kigge nærmere på vækstaktier. Udbytteaktier har potentiale til at stige i kurs, men mange udbytteaktier såsom Coca Cola, Procter & Gamble og General Electric er så store, at deres fremtidige vækst er begrænset. Vækstaktier lider ikke under dette og har langt støre potentiale for store kursstigninger.
Skatteulemper
Udbytteaktier kan virke meget interessante, men der er en vigtig faktor, man må overveje, når det kommer til udbytteaktier. Denne faktor er skatten. Udbyttet bliver beskattet det år, hvor det bliver udbetalt, og du har derfor ikke mulighed for at optimere din skat på samme måde, som med aktier, der ikke betaler udbytte. Dette er værd at tage med i overvejelserne, hvis du har behov for at planlægge din skat mere stramt.