Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til gearede ETF’er og ETN’er. Artiklen vil komme ind på nogle af de ting, som du skal være opmærsom på, før du investerer i disse produkter.
Gearet ETF/ETN
Mange aktiver har tilhørende ETF’er og ETN’er både med og uden gearing. Gearingen vil typisk ligge i størrelsesordenen 2-3 gange, men gearing helt op imod 15 gange ses. Det er primært ETN’erne, der indeholder de meget høje gearingsniveauer. Disse produkter er en nem måde at få adgang til gearing på for private investorer.
Ting du skal være opmærsom på
Du skal være opmærksom på, at gearede produkter sætter fart på din investering. Både op- og nedgange bliver væsentligt større, og du bør derfor være en erfaren investor, før du benytter dig af gearing.
En anden, og meget vigtig ting, som du være opmærksom på, er det indbyggede henfald i disse produkter. Henfaldet opstår som følge af gearingens reaktion på volatiliteten i det underliggende aktiv. Dette forklares bedst igennem et eksempel. Nedenstående eksempel tager udgangspunkt i nogle store stigninger og fald og ser bort fra forvaltningsomkostninger, men illustrerer henfaldet ganske godt.
Lad os sige, at vi har et indeks, der starter på kurs 100 og bliver fulgt af to ETF’er. Den ene er uden gearing og den anden er gearet to gange. På første dag falder indekset med 5% til kurs 95. ETF’en uden gearing vil således også ligge på kurs 95, men den gearede ETF, vil være faldet til kurs 90. Næste dag stiger kursen med 5,26% og indekset ender igen på kurs 100. ETF’en uden gearing vil også være vendt tilbage til kurs 100. Den gearede ETF vil stige 10,52% og vil nu have en kurs på 90*1,1052 = 99,47. Kursen på det underliggende indeks ligger altså på samme niveau som det startede, men grundet den indbyggede gearing i den ene ETF, har den på bare to handelsdage tabt over en halv procent.
Af denne grund bør gearede ETF’er/ETN’er kun holdes over en kortere periode. Ønsker du gearing over en længere periode, bør du se nærmere på andre gearingsmuligheder.