Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til årsregnskabet. Artiklen vil komme ind på, hvilke elemener regnskabet indeholder.
Årsregnskabet
Årsregnskabet er et regnskab, der udgives af alle børsnoterede virksomheder én gang årligt. Regnskabet indeholder resultater for fire kvartaler (eller to halvår).
Årsregnskabet er en af de primære informationskilder, når du ønsker at analysere en virksomhed. I regnskabet kan du finde og beregne information om alt lige fra aktivernes sammensætning til profitmarginerne.
Dele af årsregnskabet
Årsregnskabet indeholder fem hoveddele: Resultatopgørelsen, balancen, pengestrømsopgørelsen, totalindkomstopgørelsen og egenkapitalopgørelsen. Herunder ses en beskrivelse af hver enkelt del.
- Resultatopgørelsen giver dig et overblik over omsætning, udgifter og profit. Opgørelsen bruges bl.a. til at analysere virksomhedens profitabilitet.
- Balancen giver dig et overblik over virksomhedens aktiver og passiver (egenkapital og forpligtelser). Balancen bruges bl.a. til at få et overblik over virksomhedens kapitalstruktur og til at undersøge virksomhedens likviditet.
- Pengestrømsopgørelsen giver dig et overblik over virksomhedens pengestrømme. Opgørelsen bruges bl.a. til at se om virksomheden kan generere nok pengestrømme til at finansiere egen investering.
- Totalindkomstopgørelsen giver dig et overblik over udgifter og indtægter, der ikke inkluderes i resultatopgørelsen. Opgørelsen bruges til at få et bedre indtryk af virksomhedens egentlige indtjening.
- Egenkapitalopgørelsen giver dig et overblik over udviklingen i egenkapitalen. Opgørelsen bruges bl.a. til at finde ud af, hvor en stigning eller fald i egenkapitalen kommer fra.
Foruden disse fem dele, kommer noterne, der uddyber forhold omkring de fem dele og forskellige regnskabstekniske forhold.
For at læse mere om årsregnskabet kan bogen Financial Statements anbefales.