Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til hedgefonde. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvad hedgefonde er og hvordan man investerer i hedgefonde.
Hedgefonde
En hedgefond er en fond, der investerer med langt større frihed end normale investeringsforeninger. De har fx langt større frihed til at anvende gearing og komplekse derivater.
Navnet “hedgefond” stammer fra de første hedgefonde, der anvendte en strategi kaldet “hedging”. Dette indebærer, at man både har lange og korte positioner i sin portefølje på samme tid. Målet er, at i opgangstider skal de lange positioner stige mere, end man vil tabe på de korte positioner og omvendt i nedgangstider. Hvis denne strategi anvendes korrekt, vil man tjene penge, hvad enten markedet går op eller ned. Dette kaldes at være markedsneutral.
Hedgefonde har udviklet sig meget siden de førte hedgefonde opstod. I dag er hedgefonde langt mere end bare en fond, der anvender hedging-strategien. Der findes mange forskellige former for hedgefonde. Der findes fx hedgefonde, der anvender sofistikerede matematiske metoder til at finde profitable situationer i markedet. Der findes også hedgefonde, der analyserer makroøkonomiske faktorer såsom BNP-vækst og inflation og investerer på baggrund af dette.
Hvis du ønsker at læse mere om hedgefondenes historie og de anvendte investeringsstrategier, kan bogen More Money Than God anbefales.
Kan jeg investere i hedgefonde?
At investere i en hedgefond er langt fra så simpelt som at købe en aktie på børsen.
Langt størstedelen af hedgefonde kræver, at du investerer og binder et større beløb i hedgefonden igennem en længere periode. Hedgefonde er derfor svære at få adgang til at investere i som privat investor med begrænsede midler at investere for. Direkte investering i hedgefonde er derfor hovedsaligt forbeholdt institutionelle investorer og velhavende private.
Ønsker du at investere i hedgefonde, som privat investor, er der dog mulighed for det. Du kan nemlig få eksponering mod hedgefonde uden direkte at investere i hedgefonde. Der er oprettet flere indeks fx db x-trackers db Hedge Fund Index, der følger udviklingen i en samling hedgefonde.
Fortjener hedgefonde den kritik, som de har været udsat for?
Hedgefonde har igennem mange år været udsat for kritik. Kritikken bunder ofte i, at hedgefonde er kendt for at anvende kontroversielle metoder, når de investerer. Et eksempel på dette er hedgefondejeren George Soros’ (manden på billedet ovenfor) spekulation mod det britiske pund i 1992, der ledte til et kollaps af pundet. Efter dette fik George Soros tilnavnet “The man who broke the Bank of England”.
Fortalere for hedgefonde siger dog, at hedgefondene ikke fortjener den kritik, de har været udsat for og rent faktisk kan være gavnlige for økonomien. Dette kommer som følge af, at langt de fleste hedgefonde er så små, at et kollaps aldrig vil kunne medføre en økonomisk krise i modsætning til et kollaps af en storbank. Det er af den grund, ifølge fortalerne, bedre at risikofyldte investeringer foregår i hedgefonde fremfor banker, der risikerer at hive økonomien med sig ned, hvis de kollapser.
Fortalerne siger samtidig, at episoder som da George Soros tvang pundet i knæ, kun kan ske grundet fejlagtige valg fra politikere eller virksomhedsledere. Hedgefonde er med til at afsløre sådanne fejlagtive valg og tvinger beslutningstagere til at rette op på fejlene.