Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til, hvordan investeringsplaner kan bruges til at forbedre dine investeringsresultater.
At være en disciplineret investor
At blive en disciplineret investor er et krav, hvis du gerne vil have succes med dine investeringer. Et godt sted at starte rejsen mod at blive en disciplineret investor, er ved at lægge en plan for dine investeringer. Alt for mange private investorer har ikke en investeringsplan og resultatet bliver, at de bliver grebet af følelser som frygt eller grådighed og farer fra den ene investering til den anden. Hvis du bliver grebet af frygt eller grådighed, ender du med at købe højt og sælge lavt, og dine resultater vil blive derefter.
En investeringsplan kombineret med en stærk disciplin til at overholde planen kan hjælpe dig med at minimere dine fejl og redde dig fra at være din egen værste fjende.
Lav en investeringsplan
Første skridt på vejen mod at blive en disciplineret investor er at være ærlig overfor dig selv mht. hvad du kan, og hvad du ikke kan samt hvor meget tid, du har til rådighed. Hvis du ikke vil bruge meget tid på dine investeringer og ikke ønsker at lære, hvordan aktier udvælges fornuftigt, er det vigtigt, at du indrømmer det overfor dig selv og handler derefter. Personer der gerne vil investere, men ikke ønsker at bruge tid på det, bør holde sig til en passiv investeringsstrategi. Man kan ikke blive succesfuld med enkeltaktier i det lange løb uden at dedikere en stor portion tid til at lære, hvordan aktier analyseres.
Næste skridt er at lægge en gennemgående plan for dine investeringer. Nogle af de spørgsmål som din investeringsplan skal give svar på er:
- Hvor stor er din risikotolerance?
- Hvor mange penge vil du investere for?
- Hvornår vil du indskyde flere penge?
- I hvilke tilfælde vil du sælge aktier/investeringsforeninger?
- Hvordan vil du opbygge din portefølje?
- Hvad gør du hvis markedet kollapser?
- Hvad gør du med dine investeringer, hvis du bliver fyret fra dit arbejde?
- Vil du investere i vækstaktier eller valueaktier?
De ovenstående spørgsmål vil lægge et godt fundament for din investeringsplan. Det er vigtigt, at din investeringsplan afspejler din livssituation og sørger for, at du ved, hvad der skal gøres uanset, hvordan dit liv eller markedet udvikler sig.
Sidste skridt er selvfølgelig at følge din plan konsekvent og ikke begynde at afvige fra den. Hvis din plan bygger på, at du udelukkende vil investere i valueaktier, nytter det ikke noget, at du pludselig begynder at købe små, spekulative biotekaktier som du lige har hørt om i TV.