Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til regnskabsstandarder. Artiklen vil komme ind på hvad regnskabsstandarder er samt om det er værd at lære om de forskellige regnskabsstandarder.
Regnskabsstandarder
Regnskabsstandarder er en vigtig del af virksomhedens regnskab, da de dikterer, hvad regnskabet skal indeholde og hvad der er/ikke er tilladt at gøre i forbindelse med regnskabet. Regnskabsstandarder er altså et overordnet regelsæt for regnskabet. Anvendelsen af regnskabsstandarder er med til at sikre sammenlignelighed mellem forskellige virksomheders regnskaber.
På international plan findes der flere forskellige regnskabsstandarder, der hver især indeholder forskellige regler. De to, som man oftest vil komme i kontakt med som investor, er:
- GAAP-US (Generally Accepted Accounting Principles United States), der er anvendt i USA.
- IFRS (International Financial Reporting Standards), der er en international regnskabsstandard anvendt i EU og andre dele af verdenen. Flere og flere lande er gået over til at anvende IFRS, og det forventes, at IFRS med tiden vil blive anvendt i en stor del af verdenen.
Er det værd at lære om de forskellige regnskabsstandarder?
Om det kan betale sig at lære om de forskellige regnskabsstandarder eller ej, afhænger i stor grad af, hvem du er. Hvis du er privat investor, der ikke vil bruge meget tid på dine investeringer, er en passiv investeringsstrategi det bedste valg. Når du investerer passivt og ikke selv vælger aktier, er der ingen grund til at få en dybere forståelse for de forskellige regnskabsstandarder, medmindre du har en personlig interesse for emnet.
Hvis du i stedet ønsker at analysere aktier selv ved brug af fundamental analyse, er sagen en anden. Her kan det være fornuftigt at dedikere tiden til at lære om de forskellige regnskabsstandarder. Dog først efter, du har en grundlæggende forståelse for regnskaber i al almindelighed. At lære om de forskellige regnskabsstandarder kan især være nyttigt, hvis du har planer om at investere globalt og ønsker at sammenligne virksomheder, der benytter forskellige regnskabsstandarder, med hinanden.