Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til passiv investering. Artiklen vil komme ind på, hvad passiv investering er, forklare hvordan man kommer igang med det, samt se på fordele og ulemper ved passiv investering.
Passiv investering
Passiv investering er for dig, der ikke har tid eller lyst til at fordybe dig i investeringsverdenen, men som stadig gerne vil have et godt afkast af din opsparing. At lære analyseformer såsom fundamental analyse eller teknisk analyse kan være meget tidskrævende. Mange danskere kan derfor føle, at disse strategier er uden for deres rækkevidde. Hvis dette er tilfældet for dig, kan en passiv investeringsstrategi være værd at se nærmere på.
En passiv investeringsstrategi handler kort sagt om at følge et eller flere indeks i stedet for aktivt at vælge, hvilke aktiver, du vil investere i. En passiv investeringsstrategi kan implementeres meget let og billigt. Ydermere kræver en sådan strategi minimal løbende pleje.