Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til teknisk analyse. Artiklen vil bl.a. komme ind på, hvad teknisk analyse er, hvad der kræves for at kunne benytte sig af det samt hvem der gør brug af det.
Teknisk analyse
Teknisk analyse er en analyseform, der gør brug af forskellige tekniske indikatorer til at afsløre, hvor markedet, kursen på en aktie, råvarepriserne e.l er på vej hen. Disse tekniske indikatorer bruger hovedsaligt historiske pris- og volumedata, og kan på hver deres måde sige noget om det aktiv, du kigger på.
Nogle indikatorer viser hvor stærk en trend er fx ADX-indikatoren, mens andre indikatorer kan vise om en aktie er “overkøbt” eller “oversolgt” fx RSI-indikatoren. Der findes også indikatorer, der kan bruges til at spotte et skifte i trenden fx to eller flere glidende gennemsnit.
Du kan se en dybere forklaring på disse indikatorer og mange, mange flere hos ChartSchools.
Hvordan kommer jeg igang med teknisk analyse?
For at komme igang med teknisk analyse kræver det mere information om emnet, end du får i denne artikel. Et godt sted at starte vil være med en dybdegående bog om emnet såsom Technical Analysis Explained eller Technical Analysis of the Financial Markets. Der findes dog også mange ressourcer online, der kan hjælpe dig igang med teknisk analyse. Herunder findes bl.a. ChartSchools.
For at indlægge tekniske indikatorer får du brug for noget software. Der findes mange gratis muligheder fx Yahoo Finance’s Interactive Chart og NordNets hjemmeside (forudsætter dog en konto hos NordNet). Her kan du indlægge forskellige indikatorer såsom glidende gennemsnit, RSI m.m.
Udover de gratis alternativer findes der også sofistikerede betalingsprogrammer rettet mod teknisk analyse fx Vikingen. Disse programmer åbner op for et væld af muligheder, du ikke finder i gratisprogrammer, men er ofte temmelig dyre.
Eksempler på investorer der bruger teknisk analyse
Lars Persson er investor og driver bl.a. en ekspertportefølje hos NordNet. Han anvender teknisk analyse til at optimere tidspunktet for indgang og udgang af positioner.
Lars Tvede er en dansk forretningsmand og forfatter til bl.a. Børshandlens Psykologi. Han har været mangeårig udøver af teknisk analyse i sit arbejde som trader.
Teknisk analyse – virker det eller ej?
Fortalere for teknisk analyse, heriblandt Lars Tvede, argumenterer for at teknisk analyse virker grundet psykologien i markedet. De mener, at nogle tekniske indikatorer kan afsløre, hvilken tilstand et aktiv er i, altså om aktivet er i positiv trend, negativ trend osv. Denne viden kan benyttes til at optimere timingen af ens investering, så man fx ikke ender med at købe en aktie, der er i en negativ trend.
Mange akademikere, tilhængere af den effektive markedshypotese og folk, der benytter sig af andre analyseformer ytrer dog ofte kritik over for teknisk analyse. Kritikken er ofte rettet mod tekniske analytikeres brug af historiske data som basis for deres indikatorer. De mener ikke, at historiske data afslører noget om den fremtidige udvikling af kursen. Kritikerne mener derfor ikke, at man ikke “bare” kan indlægge et par tekniske indikatorer og derefter handle på baggrund af det.
Om teknisk analyse virker eller ej, kan være svært at give et helt klart svar på. Hvad der er sikkert er dog, at nogle investorer benytter teknisk analyse i kombination med andre analyseformer med stor succes. Det kunne fx være kombinationen af fundamental analyse til at finde interessante investeringsmuligheder og herefter optimere købstidspunktet ved hjælp af teknisk analyse.
Denne kombination af to, eller flere, analyseformer kan være en stærk investeringsstrategi, hvis man er trænet i flere analyseformer. Jeg mener af den grund, at teknisk analyse kan være værd at se nærmere på, hvis man allerede er dygtig til en anden analyseform. Benyttelse af teknisk analyse alene er dog ikke noget, jeg anbefaler en nybegynder på aktiemarkedet. Her vil jeg klart anbefale at se nærmere på fundamental analyse eller en passiv investeringsstrategi.