Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til at investere på baggrund af nøgletallet Enterprise value/EBITDA (EV/EBITDA). Artiklen vil se nærmere på nogle af de forhold, som du skal være opmærksom på ved anvendelsen af dette nøgletal.
Enterprise value/EBITDA
Enterprise value/EBITDA, typisk forkortet EV/EBITDA, er et nøgletal, der beskriver hvor meget en opkøber ville betale for at få virksomhedens samlede indtjening før nedskrivninger. EV/EBITDA er et ofte anvendt nøgletal og kan for de fleste virksomheder slås op på internettet. Nøgletallet bruges i forbindelse med relativ valuering. Nøgletallet findes også i en version, hvor der bruges EBIT i nævneren i stedet for EBITDA.
Særlige forhold ved anvendelsen af EV/EBITDA-nøgletallet
Ved anvendelsen af nøgletallet til relativ valuering, er der flere forhold, som du skal være opmærksomme på.
EV/EBITDA inkluderer gæld og tager udgangspunkt i en indtjening, der ikke alene tilfalder aktionæren. Dette betyder, at nøgletallet ikke giver et klart billede af, hvad du som aktionær står til at få i afkast. Her er det bedre at bruge P/E eller earnings yield.
Nøgletallet kan bruges til at lede efter opkøbskandidater, da det er et nøgletal, der ofte anvendes i opkøbet af hele virksomheder. Nøgletallet kan også bruges til at sammenligne virksomheder på tværs af kapitalstrukturer og skattesatser, da det inkluderer gæld og tager udgangspunkt i en indtjening før skat.
For at få en bedre indsigt i, hvorvidt en virksomhed er undervalueret eller ej, anbefales det at bruge et bredt udvalg af forskellige valueringsnøgletal og kombinere dem med andre valueringsmetoder såsom en DCF-model.