Formålet med denne artikel er at give dig en introduktion til investering i Sydamerika. Artiklen vil bl.a. komme ind på fordele og ulemper ved at investere i Sydamerika.
Investering i Sydamerika
Sydamerika er et kontinent beliggende på den vestlige halvkugle og primært syd for ækvator. Der er tolv lande i Sydamerika, hvoraf de to største er Brasilien og Argentina.
Der er store økonomiske, politiske og geografiske forskelle imellem landende på kontinentet. Fælles for dem alle er dog, at de tilbyder nogle investeringsmuligheder, der er meget anderledes, end hvis man begrænser sit syn og kun kigger på Danmark. Der er dog også adskillige ulemper, som du må holde for øje, inden du begynder at investere sydamerikanske virksomheder.
Fordele ved at investere i Sydamerika
Herunder er nogle af fordelene ved at investere i Sydamerika.
Højere vækst
Da alle landende i Sydamerika, med undtagelse af Brasilien, betragtes som udviklingslande er der et højere vækstpotentiale ift. et i-land som Danmark eller Tyskland. Det er dog ikke alle landende, der udlever deres vækstpotentiale, og det kræver en skarp investor at afsløre de gode vækstmuligheder på kontinentet.
Spredning
Hvis du ikke begrænser dig til danske aktier, men investerer i flere forskellige lande fx Brasilien eller Argentina, vil din portefølje få en større grad af diversificering. Din portefølje er altså bedre rustet mod problemer specifikt rettet mod Danmark såsom katastrofer eller økonomiske nedsving. Virksomhederne i Sydamerika er i højere grad rettet mod primære og sekundære erhverv. Der er altså mulighed for at få et bredt udvalg i visse sektorer, hvor Danmark ikke har mange børsnoterede virksomheder.
Ulemper ved at investere i Sydamerika
Herunder er nogle af ulemperne ved at investere i Sydamerika.
Stor usikkerhed
Sydamerika er generelt anset for at være et usikkert kontinent at investere i. Dette kommer som bl.a. som følge af, at flere af landene har ustabile politiske klimaer, er plaget af narkoproblemer og generelt ikke er alt for aktionærvenlige. Den anvendte regnskabspraksis er heller ikke så god og gennemskuelig som det bl.a. ses i Danmark.
Svært at følge med
Sydamerikanske virksomheder får så godt som ingen eksponering i danske medier. Det er derfor svært at følge sin investering uden aktivt at opsøge information fx på internettet eller i internationale finanspublikationer.
Højere kurtage
Kurtagen for at handle Sydamerikanske værdipapirer er væsentligt højere end ved handel af danske værdipapirer.
Valutarisiko
Sydamerikanske virksomheder handles i forskellige valutaer, der kan svinge meget ift. den danske krone. Du vil derfor blive udsat for en betydelig valutarisiko ved at investere i Sydamerika.
Hvordan kan jeg investere i Sydamerika?
Hvis du gerne vil investere i Sydamerika, har du overordnet to muligheder.
Du kan vælge at investere i Sydamerikanske virksomheder, som du selv håndplukker. Det er dog de færreste danske børsmæglere, der tilbyder handel på børserne i Sydamerika. Såfremt du ønsker selv at vælge, hvilke virksomheder du vil investere i, må du enten finde en udenlandsk børsmægler eller investere i de virksomheder, der har en ADR/GDR.
Den nemmeste løsning er at investere i ETF’er eller investeringsforeninger, der fokuserer på enkelte lande i Sydamerika eller det sydamerikanske kontinent som helhed. På denne måde er du sikret en god spredning. Du må dog leve med at betale årlige forvaltningsomkostninger, hvis du vælger denne løsning.
Grundet udfordringerne ved at investere i enkelte virksomheder i Sydamerika, bør du på det kraftigste overveje at gøre det gennem en ETF eller investeringsforening.